Et hacket site kan vise sig på mange måder: spam-sider i Google, omdirigering til fremmede sider, en advarsel fra browseren, kunder der får falske mails, eller betalingsdata der misbruges. Hjælp efter hackerangreb er det praktiske arbejde med at stoppe angrebet, finde hullet, rydde op eller genetablere fra en ren tilstand og få sitet sikkert i luften igen. Vi tilbyder det, fordi vi kender platformene og kan gå i gang hurtigt.
Vi starter med at begrænse skaden: tage shoppen offline eller i vedligeholdelse, skifte adgange og sikre en kopi af det kompromitterede system, før noget slettes, så det kan undersøges. Derefter finder vi indgangen, typisk et forældet modul, en lækket adgangskode eller en kompromitteret leverandør, og genetablerer fra en backup fra før angrebet eller fra ren kode. Hvis der er tegn på, at data er stjålet, eller at angrebet går ud over sitet, inddrager vi en forensics-specialist.
Bagefter er sitet genetableret, hullet lukket, adgange skiftet, og fjernelse af advarsler hos Google og browsere anmodet. I får en kort rapport over, hvad der skete, hvad der er gjort, og hvad der bør ændres, som også kan bruges til en eventuel anmeldelse til Datatilsynet, forsikringen og politiet.